Jazzlogo_bg

Sponsorer:

Hotel Marina

Nordea

Djurslands Jazzklub

Jazzlogo bg 1

GENERALFORSAMLING

Jazzklubben afviklede sin årlige generalforsamling lørdag den 1. feb. 2020 med Peter Poulsen som dirigent.

Formanden, Svend Frandsen, sagde i bestyrelsens beretning, at klubben i 2019 havde skruet lidt ned for aktiviteterne, men trods kun 8 arrangementer i stedet for de sædvanlige 10, kunne bestyrelsen alligevel se tilbage på et godt jazz-år.

”Når vi har skruet lidt ned for blusset, så hænger det sammen med, at vi jo har måttet klare os uden tilskud fra staten. Kunstfonden mener ikke, vores repertoire giver adgang til tilskud, fordi vi ikke byder på fornyelse. Og det er lidt vanskeligt at byde på fornyelse indenfor traditionel jazz, og det er jo den stilart, de fleste af vores medlemmer foretrækker. Personligt har jeg kæmpet en mindre kamp for at overbevise de bevilgende myndigheder om, at deres beslutning ikke er korrekt, men uden held. Hvis andre har lyst til at gå i krig, så er pladsen åben.

Det var den negative del af beretningen. Resten er absolut positiv. Vi lagde ud med vores svenske darling – Gunhild Carling. For første gang i Grenaa uden familien, men i selskab med de dygtige musikere i Red Hot Four fra Silkeborg. Det var en god oplevelse.

Det var også Surburban Jazzband fra Odense og omegn. Det var første gang, vi havde de livlige fynboer på besøg.

Forårets største oplevelse var afgjort Kira Martini Trio. Det var en ganske enestående koncert, hvor unge Kira Martini sang samtlige numre. Hende og hendes musikere ser vi gerne i Grenaa igen. Forårets koncerter talte også velkendte River Jazz And Blues Band.

All Time Jazzband indledte efterårets koncerter. Bandet har desværre en anden besætning end tidligere, og personligt synes jeg ikke, at ændringen har været positiv. Men det er fortsat et glimrende band.

”Og så havde vi igen besøg af The Stars Of British Jazz”, sagde formanden videre. Det er ikke uden grund, at stjernerne lyser så klart i bandets navn. I øjeblikket må det være noget af det bedste traditionelle jazz, der bydes på i Europa.

Og derpå hoppede vi i den absolut modsatte grøft med et gensyn og genhør med Mads Tolling Quartet. Den fremragende violinist, som til daglig bor i San Fransisco, og Danmarks fantastiske guitarist Jacob Fisher gjorde koncerten til en meget flot oplevelse.

Sæsonen sluttede i december med lokale Djurs Swingband. Dem hører vi uden tvivl mere til. Bandet iøvrigt publikumsrekord for 2019!

Trods det manglende tilskud fra staten, så har vi klaret os pænt, og vi skal også nok klare os nogle år endnu. Budgettet for 2020 viser faktisk et lille overskud, selv om vi kan byde på ni koncerter og ganske gode navne. Fire af koncerterne er med bands, som vi ikke tidligere har haft besøg af.

Vi er optimister med hensyn til fremtiden – også uden statens støtte.

De 37.680 indbyggere i Norddjurs kommune gav hver især 80 øre til driften af jazzklubben i 2019. Det var 30.000 kr.

”Tak for det”, sagde formanden og sluttede med en generel tak for bidrag og samarbejde til medlemmer og bestyrelse.

Kasserer Jørn Andersen fremlagde det reviderede regnskab, der sluttede med et mindre overskud – en kassebeholdning på 5.640 kr. og et indestående i banken på knap 110.000 kr.

Til bestyrelsen genvalgtes Jette Schou, Bodil Bach og Per Birkelund.

Nyvalgt til suppleant blev Karen Margrethe Beck (Kama). Dan Friis blev genvalgt. Også revisor-duoen Ulla Pedersen og Mogens Pedersen fortsætter det næste år.

Og så fortsatte en bragende god koncert med sangerinden Anne-Sofie Møller og Bukh’s Jazz Memory.